Hemi i Polen

Der var et hold bukkejægere som skulle til Polen og ville de ville gerne have en schweisshund med og valget faldt på Hemi, og så var jeg jo også nødt til at rejse med, surt men nogen skal jo tage det sure slæb ;-)

 

En af de jægere der var på holdet, havde været så uheldig at skyde en buk i det nederste af bagbenet under sidste morgens jagt. Vi havde pakket og var næsten klar til at komme hjem over, da han ringede, så der skulle lige findes udstyr frem igen, og suk Kim havde ikke fået slukket sit pejl sidst han brugte det = intet batteri…

 

Hemi og jeg havde fra første dag mødt meget modstand over vores tilstedeværelse fra vore polske værter, for den polske jagt leders kone havde en bayersk vildsporhund, som var den bedste i hele Polen, også som drivene hund under efterårsjagter. Under en af de første dage hvor der blev lavet et tap skud, hvor jeg og labradoren ikke kunne få lov at være med, kom hun og skulle finde denne buk, hun var en stærk pige (læs stor) og med bayeren under armen. Hun smed hunden på anskudsstedet og rundt farede den hund, den skulle nu på jagt, smil. Jeg nåede da lige at spørge om jeg kunne komme med, for det er jo rart at være sammen med proffer, så kan man jo måske lære noget nyt, velvidende at der nok ikke var den store chance, men man kunne jo lige så godt holde sig gode venner med damen, det kunne jo være hun havde en sød søster, smil.

 

Nu gik den vilde jagt gennem de polske skove, først til venstre, så tilbage, så lidt frem, for derefter at fare til højre. Da det havde stået på i over en time i regn, totalt håbløst, kom vi til noget ung gran måske 10 år gammel og tæt som bare f…, ind i det stak hun sit hoved så en vis stor, LÆS MEGA STOR legemes del stak ud, og efter nogle minutter kom hovedet ud igen, der lugter af buk sagde hun og jeg smilte og ønskede tillykke, klappede hende på skulderen og gik hjem. Tror bukken lever stadig, hvis den ikke senere i sit liv er støt på en anden jæger. Vi så den ikke og med det jeg nåede at finde på anskudsstedet, inden hun kom og smed bayeren, uden spor line, som hun da aldrig havde hørt om, ville chancen for at finde den være lille.

 

Nå tilbage til det her eftersøg på bukken… Jeg spurgte jagtlederen om han kunne køre os ud til jægeren og meddelte, at det her klarer Hemi og jeg, hvad f… vi skulle jo hjem om nogle timer, skulle de blive mere sure, så lad dem, jeg var jo på vej hjem…

 

Da vi ankom, fandt jeg ud af at jæger og guide havde forsøgt at finde den selv, jeg spillede lidt højt spil og gjorde det klart for jagtlederen, at da han var jagtleder måtte han være et klogt og fornuftigt menneske, så jeg ville gerne have ham med som skytte, da han jo var så respekteret som jæger ville han jo ikke skyde mig eller Hemi. Hvis vi skulle komme til bukken velvidende at den sikkert ikke var svær i en hetz. Det ville han også gerne, men han havde ingen våben med, intet problem mente jeg, han fik da min riffel. Hvad han ikke så da jeg ladede den var, at det er en 375 H&H. Nå af sted gik det. Efter 200 m var han 50 meter bag ved. Jeg stoppede Hemi og kaldte ham op og fik gjort opmærksom på, at hvis han ville være med, så måtte han sgu følge med, eller gå tilbage til bilen, men han mente ikke det her førte til noget, så bukkede jeg mig ned og tog det blad op med den første bloddråbe på, det var og er nok et af de bedste syn jeg har set. Se ham stå der og prøve på at fokusere på den bloddråbe, han troede ikke på hunden og mig men hvad, her stod jeg med en blod dråbe, jeg må sige at det satte gang i ham og han var nu klar til at følge med.

 

Det gik der ud af de næste 700 m, over nogle skovveje lidt rundt, jeg markerede de få bloddråber Hemi markerede, hvilket fik jagtlederen til at lyse op hver gang i et stort smil, nu var han blevet grebet af situationen. Så gik det ind i nogle brombær krat, her begyndte Hemi at ringe som når bukke har gået rundt lige før de sætter sig, jeg gjorde ham klar, at bukken var tæt på og han bare havde af at være klar. Han kikkede noget måbende på mig, men jeg gjorde ham klar at jeg kunne lugte den, smil, nu var han rundforvirret, og ja bukken sprang og han skød forbi, og han var ved at gå på røven, på grund af rekylen, nu var han en stor undskyldning, for nu var det jo hans skyld hvis vi ikke fik bukken. Jeg tænkte han ikke ville glæde sig til at komme tilbage og skulle fortælle historien om hvorfor vi ikke havde bukken med hjem når vi kom tilbage. Jeg smilte bare og viste ham at jeg havde flere patroner så vi ville ikke få problemer der.

 

Hemi var varm nu, så vi kom hurtigt derudaf igen og efter nogle få hundrede meter var der igen tæt kontakt kunne det ses på Hemi og jeg meddelte at jeg igen kunne lugte bukken, smil for en røver historie, vi var nu på vej væk fra den store vej vi var ved før, så efter en lille hetz var den buk hjemme, smil.

 

Hemi og jeg har aldrig fået så mange undskyldninger og ros, og vi var velkomne tilbage når som helst, her skal der siges at han fortalte hele historien til alle, da vi kom tilbage til jagt hytten, så der var ikke var nogen tvivl hos de polske guider, det var det bedste hundearbejde han havde oplevet.

 

Nu er det så at det med at lugte bukken havde noget at gøre med de historier jagt lederen først på turen, havde fortalt under middagen, at han kunne lugte bukkene når han var ude og jage dem, smil, den skulle jo lige vendes mod ham ;-)

 

Da vi kom næste år blev bayeren ikke brugt og alt eftersøg gik gennem mig, hvilket måske ikke passede fruen med bayeren, men chefen havde talt, jeg tror de alle har labradorer dernede nu, her skal lige indskydes at det ikke er bayerens skyld at den ikke er trænet ordentligt til schweiss arbejde.

Velkommen til Kennel Nordjyden

En lille hyggelig historie fra Hemi’s første besøg i Polen

Copyright © Nordjyden All Rights Reserved