Intet er som man tror...

En søndag morgen i den danske regntid, ringede telefonen med et nummer jeg ikke kunne genkende. Åh hvem er dog på bukke jagt i dette vejr, nå det viste sig at være en god bekendt, han havde skudt på en buk, og det var ikke bare en buk, men en stor buk, smil. Der var lungeschweiss og bukken var rendt ind i mosen, og hvis jeg lige kunne komme og finde den, slap han for at lede de næste par timer og man er vel en flink sjæl, så jeg fik regntøjet på. Kiggede lidt ud, hmm det ser ud som om der kunne blive opholdsvejr, af sted med alt pakket: våben, pejl, hund og der var jo diesel nok på vognen. Vi ankommer efter vinduesviskeren havde kørt på stresspunktet hele turen. Kigger lidt ud gennem sideruden, ja Hemi var klar.

Men var jeg ok? Jeg får da overtalt benene til at stige ud. Det er så fint, at vi lige kan gå 30 meter fra vejen og ja der er de fine selvlysende lungestykker godt nok små, men de er der, så det her bliver en lille hyggelig tur. Der bliver brugt ca. 2 min på anskudsstedet og af sted med hunden. Den ligger jo død derinde i mosen, så pejl og våben bliver i bilen. Vi skal jo bare lige finde den døde buk inden for de næste par hundrede meter. Så Hemi suser af sted der ud af, hendes næse kender vejen.

 

Vel inde i den meget våde mose sker det uventede, den i tankerne før døde buk springer foran os, tiden i hovedet står stille, for der er tusinde tanker. Er det det rigtige dyr? "Der løb bukken" når jeg lige at sige til jægeren (tror han troede, at jeg forsøgte på at være morsom) ja af sted med Hemi. Hun er ude af startboksen som en greyhound, det her er jo livet for Hemi.

 

Af sted går det, jeg når at blive meget bekymret nogle minutter, jeg kan ikke høre at Hemi fanger bukken. Nu er det her ved at udvikle sig til en fiasko, ingen pejl, hvad gør vi så nu? er nogle af mine mange tanker. Jeg beslutter mig for at prøve at løbe efter.

 

I den høje vegetation i mosen kan jeg nemt følge deres spor. Jeg når min top fart og derefter forsvinder jorden så under mig, jeg ryger ned i en 1½ meter dyb tilvokset drængrøft. Det gjorde lidt ondt, nu var det endelig holdt op med at regne og så ryger jeg ned i vandet, føj hvis jeg ikke var våd, så skal jeg love for at jeg blev det.

 

Men videre skulle jeg og kom op på den anden side af grøften. Da jeg var kommet op i fuld stå højde, kunne jeg pludselig se Hemi's hale, men hvad var det? Jeg havde ikke hørt bukken sige noget. Sad hun også fast eller var hun på vej tilbage? Nej hun havde den der dejligt logrende hale, som når hun er meget tilpas med situationen. Jeg kæmpede derhen, godt forslået og noget våd, og der lå Hemi og havde godt tag i bukken. Suk man bliver glad.

 

Det viste sig at bukken var ramt lavt på halsen, og den havde fået skudt luftrøret over, og det havde sikkert givet et stort tryk nede i lungerne, som havde dannet de små stykker der var de såkaldte lungestykker vi fandt på det, jeg troede var anskudsstedet. Bukken havde sikkert hostet dem op under flugten. Og der var forklaringen også på at jeg ikke kunne høre bukken, i det Hemi fangede den.

 

Havde vi været længere tilbage så havde vi fundet det rigtige anskudssted, og så havde jeg måske grebet det hele anderledes an, men Hemi klarede det hele flot, mens jeg stod der og følte mig dum, men man lærer meget ind imellem. Håber andre også kan lære noget af det her eftersøg. Der skal være meget overbevisende beviser, før jeg ikke rigger alt til før begyndelsen af et eftersøg.

Velkommen til Kennel Nordjyden

Intet er som man tror...

Copyright © Nordjyden All Rights Reserved